DeltagBidrag

Nyt mødested i Roskilde for musik, viden og diversitet

Under navnet SOUND inviterer Roskilde Festival Højskole den 30. november indenfor til en ny vidensbaseret begivenhed for alle med interesse for kultur- og musikindustrien.

Ambitionerne med Roskildes nye begivenhed for musik, viden og diversitet er tårnhøje. Navnet SOUND er taget fra Sound Festival (navnet på den første Roskilde Festival i 1971), og begivenheden er en del af Roskilde Kommunes ambition om at være en af Danmarks førende musikbyer. Første år starter SOUND i det små i form af en éndagsbegivenhed skabt af og afviklet på Roskilde Festival Højskole.

“SOUND skal være et slags folkemøde for vækstlaget i den danske musik- og festivalkultur. Vi inviterer publikum og frivillige, amatører og professionelle, organisationer og virksomheder til at deltage på lige vilkår. Formålet er at skabe et rum, hvor vi sammen kan udforske alt det, der ligger bag en performance, og samtidig skabe grobund for endnu mere diversitet og bevægelse i musik- og festivalkulturen,” udtaler Aske Erbs Ørbæk, kommunikationsansvarlig på Roskilde Festival Højskole.

Nye bevægelser og teknologier i musikbranchen

Indtil videre byder plakaten blandt andet på en talk med MoSaic, der arbejder med musik som kilde til integration og fællesskaber, en live-podcast med indiebandet Lowly udført af Selvskrevet, paneldebat med bookere fra Roskilde Festival og muligheden for at afprøve ny koncertteknologi med DTU Acoustics.

“Vi ønsker at kile os ind i musik-danmark med ambitionen om at blive det faste sted, hvor unge amatører og semi-professionelle, som vil have en plads i kultur- og musikindustrien, kan samle ny viden og inspiration. Og vi ønsker at have et særligt fokus på mennesker, som ikke så ofte ser sig selv repræsenteret i musik- og festivalbranchen,” udtaler projektleder Mika Christoffersen fra Roskilde Festival Højskole.

Der er stadig åbent for, at nye aktører, artister eller organisationer kan få en stand eller en plads i programmet på Roskilde Festival Højskole til den første udgave af SOUND, der til næste år også vil inkludere andre venues i den kreative bydel Musicon i Roskilde.

Foto: Rasmus Hjortshøj / COAST

Om Roskilde Festival Højskole

Roskilde Festival Højskole er værter for en dag med koncerter, talks, performances, workshops, installationer og andet.

Højskolen er placeret i en tidligere fabrikshal og skabt til de fagligheder, der skal til for at skabe kulturelle begivenheder.

Orange foredragssal, Spillestedet, Værkstedet, Atelieret, Redaktionen og Biblioteket er skabt til arbejdet med musik, ledelse, aktivisme, maker, kunst og medier.

Læs mere om Roskilde Festival Højskole