BidragDeltag

Tilbagevendende festival for musik, viden og diversitet

Roskilde Festival Højskole danner den 21. november igen i år rammerne for vidensfestivallen SOUND for alle interesserede i kultur- og musikbranchen.

På trods af coronaepidemiens indflydelse på kulturbranchen, fortsætter de høje ambitioner for Roskildes bidrag til udforskelsen af musik, viden og diversitet. Navnet SOUND er taget fra Sound Festival (navnet på den første Roskilde Festival i 1971), og begivenheden er en del af Roskilde Kommunes ambition om at være en af Danmarks førende musikbyer. Igen i år bliver SOUND en éndagsbegivenhed skabt af og afviklet på Roskilde Festival Højskole.

“Det er vores vision, at SOUND skal fungere som et slags folkemøde for vækstlaget i den danske musik- og festivalkultur. I år bliver begivenheden – som alt andet – påvirket af den globale corona-pandemi, og derfor bliver formatet en smule anderledes end det vi gennemførte sidste år. Vi inviterer igen alle former for aktører, amatører og professionelle, ind til et udforskende rum, der kan have fokus på mere diversitet og samtidig løfte det slør, der ligger over skabelsen af en performance, men det er klart, at vi må begrænse antallet af besøgende”, udtaler Aske Erbs Ørbæk, kommunikationsansvarlig på Roskilde Festival Højskole.

Musik og kultur i en ny virkelighed

I år vil programmet blandt andet byde på samtidssang, hvor gamle melodier har fået opdaterede, samtidspassende tekster, fortællinger fra Freemuse om artistisk censur og forfølgelse i samarbejde med Roskilde Festival og et åbent lab i samarbejde med Musikkens Fællesskaber med plads til at drømme og diskutere.

“Vi mener fortsat, at musik- og kulturbranchen mangler en adgangsvej for unge amatører og semiprofessionelle og særligt dem, der ikke ofte ser sig selv repræsenteret på den danske scene, og det er her SOUND udfylder en vigtig rolle – også under en pandemi. Derfor danner RoFH igen i år rammerne for et fysisk møde med størst mulig hensyntagen til coronarestriktionerne”, udtaler Mika Christoffersen, projektleder fra Roskilde Festival Højskole.